Fortællinger fra Adien
Dette er myter, fortællinger og sagn skrevet af karakterer i Adien. Noget er øjenvidne beretninger fra karaktererne i Adien og om deres oplevelser i dalen.
Slaget om Ravnsborg
Af uforklarlige årsager stod Ravnsborg under bejering af en hær af lejesvende og desertører. Ravn var forundret over denne pludselige stemningsændring og fjendskab overfor Ravnsborg.
Hvad han ikke vidste på daværende tidspunkt var at Sortelvernes dronning havde indgået aftaler med nogle af Dybets mægtigste dæmoner, men handlen havde snydt hende. I raseri beordrede hun Sortelverne på krigsstien og angreb den eneste anden magt i Adien der var en trussel imod hendes folk, Ravnsborg. På trods af den skriftlige fredstraktat som Ravn Niddingssøn havde udfærdiget og Dronningen personligt selv havde underskrevet betalte hun nu for den hær som som havde lagt jernring omkring Ravnsborg.
Ravn havde imidlertidigt færdigbygget alle fæstningsværkerne og borgen var beredt til kamp. Ravn og hans militære rådgiver og general Dominus Dominatus, var klar over at en belejring ville være katastrofal og beredte derfor soldaterne på at angribe og dermed bryde belejringen inden de blev for svage til at forsvare sig.
Ravn begav sig op i Nordtårnet der gav ham udsigt over hele den forsamlede hær; og da, begyndte han at anvende sine kræfter. Sorte skyer dannede sig i himlen og hvirvlede i spiraler højt over hovedet på ham. Torden buldrede og lynild glimtede i tusmørket der efterhånden havde lagt sig over dalen og skræmmende skygger dansede i deres lys. Flammer af grøn ild slikkede omkring Ravns hænder og Djævleild regnede i et nu ned over den forsamlede hær, panik og forvirring drog med rasende hast igennem lejren og Ravns fjender besluttede i forvirringen at vise sine ansigter. Med et gik det op for Ravn at han var blevet forrådt og han koncentrerede sig om de kontrollerende magter bag angrebet. En sortelver faldt død om og de fremstormende krigere stoppede angrebet i forbavselse, deres general var død. I selvsamme øjeblik åbnedes porten og Ravnsborg Garde stormede ud, forvirringen og overraskelsen var fuldstændig. Den fremstormende Garde med Generalen Dominus Dominatus i spidsen, brød igennem og afgjorde slaget ved at dræbe de resterende Sortelvere der kontrollerede den fjendtlige hær.
I deres sejrsrus opdagede ingen hvad der blev af kroppene af Sortelvernes Dronning og hendes Ypperstepræstinde. Ravn fjernede deres kroppe og bragte dem til et hemmeligt sted, af ukendte årsager. En anden Sortelver blev taget levende og smidt i fangekældren på Ravnsborg.
Få dage efter belejringen var blevet brudt og Ravnsborg atter var frit, forsvandt Ravn. I hans sted trådte nu Dominus Dominatus og erklærede sig for Ravnsborgs nye ejer, med titlen Lens og Borgherre af Ravnsborg, beskytter af de frie folk i Adien.
Som efterskrift:
Kort tid efter denne række af begivenheder fandt sted, dukkede rygterne om at et sort tårn var bygget ude i Adiens ufremkommelige sumpe op. Det var kun synligt på tågede og disede dage. Bunden af tårnet kunne man ikke se, der var ingen vinduer, balkoner eller døre synligt noget sted på tårnet. Efter kort tids stirren flimrede tårnet kort og forsvandt ude af syne igen. Ingen der havde påstået at have set dette syn, har set det mere end en gang og mange nægter at tro på dets eksistens af samme årsag.
Samme dag som Ravn forsvandt, forsvandt også den tilfangetagne Sortelver.
Ravn Niddingssøn d. 26-9-2010
Aslak og Katharina af Talansar
Den November morgen blev en søn født i landet Talansar, en arving til Hans Nåde fyrsten af Talansar, hans navn blev Aslak blev undervist godt i både boglige og praktiske fag for at blive klar til at overtage fyrstendømmet.
Fyrstendømmet Talansar er et land vest fra Bravyn som altid har været i en uofficiel handelsalliance med Bravyn, men det er ikke altid at de har kunnet enes. Talansar er en smugle mindre end Bravyn, men fyrsten har altid ønsket at udvide sine områder, hvilket så altid har skabt en vis usikkerhed mellem de to riger. Fyrsten har dog aldrig haft interesse i at slås mod Bravyn, da de ville være mere værd som handelspartnere.
Fyrst Aslak af Talansar blev og er en elsket og stor leder i hans land, men han ønsker som alle andre menneskelige magtindehavere, at styrke sit land og rige med alliancer, handelsruter og muligheder.
Den første ting der skulle gøres for at hans vej ville blive banet for hans planer, var at gifte sig, derfor giftede hans sig med Komtesse Katharina af Bravyn 3. datter af Baron Gerald von Parxis, den nuværende konge af Bravyn. Komtesse Katharina af Bravyn er Baron datter og derfor af en passende rang for Fyrsten. Efter ægteskabet blev Komtessen derfor til Fyrstinde Katharina af Talansar. En officiel handelsrute og alliance blev derfor bygget mellem de to riger, som siden da har levet i fred med hinanden, og ved at Fyrsten giftede sig med Fyrstinden sikrede han sin faders ambitioner om handelspartnerskab med den store nation.
Fyrstinden har de samme meninger og ambitioner for livet, som fyrsten og derfor udgør de et godt partner og ægteskab, og eftersom de begge har et godt hoved på halsen har de også håndplukket deres nærmeste officerer og rådgivere.
Efter nøje overvejelser og konversationer med Fyrstindes fader Baron Gerald von Praxis har Fyrste parret bestemt sig for at rejse til Adien da de ser store muligheder i området, det samme gør Baronen, så de rejser af sted med hans velsignelse.
Fyrstinde Katharina af Talansar, dagene op til d. 31-10-2010
Skjulte skatte, øjenvidneberetning
En dag da jeg stod og hakkede i et træ, pludselig går øksen bare let igennem - Træet var hult! Der
stod et lille skrin derinde, jeg tog det ud og åbnede det. Det lignede et stykke af et kort. De andre dværge var meget ligeglade med det og sagde jeg bare kunne beholde det i fred. Men alligevel, en nat da jeg lå og sov sneg en anden dværg hen og rodede i min taske, han fandt kortet og smuttede igen. Jeg lå vågen, jeg så det hele! Jeg skyndte mig hen for at tage det tilbage. Så pakkede jeg min
ting og smuttede! Jeg overnattede på kroen. Dagen efter tog jeg af sted for at finde en der kunne hjælpe mig, undervejs overfaldte en flok gobliner mig. De stjal mit "Kort" jeg fik det hurtigt taget til bage - Heldigvis! Senere mødte Jeg Ermus Ravnkilde han var historiker. Han bekræftede at det var et stykke af et kort. Han ville gerne hjælpe med at finde resten af kortet. Undervejs mødte vi Alper som er en Kriger og vi mødte Nuras som er oplært som tyv..................
Dværgen Farnis Sølvhakke, skrevet i tiden før fyrstens ankomst
Druide sagn
Hvor denne fortælling vil ende, vil de tidligste starte. Vi skal tilbage til før tid fandtes. Tilbage i tiderne hvor guderne stadig var unge, dannede skoven sig et råd. Rådet bestod af de 5 ældste træer, som alle 5 stod i skovens hjerte. De 5 havde sat sig for at beskytte skoven og dens væsner, og de havde mange planer.
I de første mange år, var det de ældre der selv bekæmpede skovens fjender, og sørgede for at holde skov grænsen ryddet for fjender. Men efter at elverne begyndte at bosætte sig i skoven, måtte De 5 acceptere dem, da de også passede på skoven.
Ingen dødelig har nogensinde sat sin fod i lysningen blandt De 5, ej heller har en gud. Lysningen ligger meget dybt inde i verdens største skov, skovens hjerte ligger så dybt inde, at ingen elver nogensinde har turdet bevæge sig derind. Mellem De 5 og guderne ligger der en gammel aftale, De 5 lader guderne være i fred, hvis guderne lader De 5 passe sig selv, og deres egne interesser.
For tusindvis af år siden, da racerne stadig var unge, blev to elver børn givet til skoven. De 2 elver børn var en gave til skoven fra elvernes leder, dengang hvor elver troede på at skoven krævede gaver. Børnene blev båret ind til skovens hjerte af en ulv og en bjørn, disse to dyr skulle senere visse sig at blive skytsånder for de 2 børn. Da elver børnene blev givet væk, havde de ingen navne, kun vidste De 5 at den ene var af hankøn og den anden af hunkøn. Elverne har siden deres bortgivelse af børnene, aldrig hørt fra dem siden.
Pigen blev døbt ”Irisani” og drengen ”Etali”. ”Irisani” og ”Etali” blev anset som De 5’s børn. Blot 5 dage efter deres ankomst til skovens hjerte, skete der noget helt specielt og unikt. De 2 blev lagt i lysningen blandt De Ældre, og da mørke brød frem begyndte alle de omkringværende træer at mumle sagte. En form for ritual blev fuldført. De 2 børn var nu blevet en del af De Ældre, ikke længere dødelige. Irisani og Etali lærte at tale træerne og dyrenes sprog. De var ikke ånder eller lige som gudernes tjenere, de var nærmere essensen af De Ældre. De to børn er så tæt knyttede til De Ældre, at de kan få naturen til at bøje sig efter deres vilje. Efter deres transformation, havde Irisani og Etali ikke længere nogen fast form, det eneste der gjorde dem genkendeligt var, at når de tog form som et levende væsen, så ville de have blålige mønstre op af armene og grønligt hår.
Alle træerne følte at Irisani og Etali var som deres egne, og lod dem gå ind i sig, hvor de kunne slappe af og få ro. Med dyrene legede de og talte, og hørte om dyrenes fortællinger.
Da de 2 var fyldt blot 3000 år, kaldet De Ældre dem in til sig. Irisani og Etali fik af De Ældre lagt til opgave at beskytte skoven, de skulle være dens vogtere. Denne opgave har de siden den dag holdt, og de har aldrig svigtet. De har været kaldt ud, næsten over alt i verden.
På det seneste har en af verdens skove, sendt bud efter Irisani og Etali. Skoven har været udsat for forsøg at brænde den ned, og konstante fjender som udnytter skoven. De 2 er blevet bedt hjælpe de bosatte elvere. Allerede nu er de på vej. De bringer kun straf til skovens fjender…
Skrevet engang efter skabelsesberetningen, ukendt tidspunkt
En skabelses beretning:
De fire elementer
I tidernes morgen da Almoderen var ung, søgte hun efter sin plads i universet. Hun ledte vidt og bredt på hendes rejse, og mødte alle himlens stjerner og gav dem navne. Kometer blev hendes gode rejsefæller og stjerneskud blev hendes underholdning mens hun søgte. Hendes lange vandring bragte hende fra den ene ende af kosmos til den anden. Til sidst blev hun så træt at hun måtte hvile og hun byggede en vugge at ligge i og der faldt hun i søvn. Da hun endelig vågnede igen og åbnede sine øjne blev hun lykkelig. For hun fandt at himlen over hende var så smuk at hun besluttede at blive hvor hun var. Uendelige tider passerede mens hun kaldte himlens væsner til sig og hun gav dem navne og bevidsthed.
Hun fandt at mørket og lyset skulle deles lige. Almoderen var vis, for mørket kaldte hun for nat og gav til Måne og lyset kaldte hun for dag og gav til Sol, alt imens himlens væsner smilede af glæde. Almoderen sang og så at universet var godt. Hun lagde sig igen i sin vugge, sukkede dybt og smilede. Sådan skete det at lys og mørke blev delt. Længe betragtede hun himlen, hvor dag blev til nat, og blev igen til dag mens alle himlens væsner skiftedes til at indtage deres pladser over hende. Men Almoderen var ikke tilfreds, for hun så at de led af smerte. Hendes sorg var stor, da hun fandt at de ikke kunne svare hende. De kunne ikke trække vejret, for hvis de gjorde ville de blot visne hen og dø. Hun trak da selv vejret dybt og åndede derefter langsomt ud igen. Hun fødte med dette sit åndedrag et barn. Hun gav ham navnet Luft og bød ham vandrer blandt alle himlens skabninger for at give dem stemmens brug. For så kunne de synge og le sammen med hende, og drengen adlød. Således skete det at Almoderens første barn blev til.
Så en nat gik det op for Almoderen at ikke alt var som det skulle, idet hun skælvede for hun var blevet kold. Da Måne så dette forsøgte hun med alle sine kræfter at varme Almoderen. Men intet hjalp det, for hun frøs om end endnu værre i hendes kolde favn. Trøstesløs og trist til mode fortsatte Måne herefter hendes vandring tværs over himlen indtil natten var omme. Da, vågnede Sol og med ét strålede hans klare lys ind over Almoderens krop, og kulden begyndte langsomt at vige. Da Sol havde nået sit højeste, frøs Almoderen ikke mere for han havde gjort hende varm. Hun kunne derfor igen smile. Sol så hvor glad hun var for hans varme og han valgte at skænke hende sit hjerte sådan at hun aldrig skulle fryse mere. Almoderen tog taknemligt imod, og gemte det varme hjerte i sin krop. Hun kaldte hjertet for Ild og han blev hendes andet barn. Sådan skete det at kulde og varme blev delt.
Tiden gik og Almoderen var lykkelig. Men ikke alt var endnu som det skulle være, for Almoderen var hed og tør og snart begyndte hendes krop at smerte. Hun hulkede og græd den hele dag for smerten var ubærlig. Da dagen omsider var omme og Sol der bedrøvet over hendes smerte, havde forladt hende for at hvile stod Måne op. Hendes glæde ved nattens komme blegnede hurtigt da hun så og hørte Almoderens gråd og smerte. Måne lindrede hende så godt hun kunne i sin favn, men hendes kølige væsen kunne kun dulme smerten så meget. Hun græd sørgmodigt sammen med Almoderen og deres tårer samlede sig i en stor glitrende sø under deres kroppe. Da Almoderens smerte blev for meget lagde hun sig til sidst tilbage i hendes vugge. Hun fandt da at de salte tårer der i et nu skyllede ind over hende, svalede og bagefter helede hendes krop. Da helingen omsider var fuldbragt, valgte hun at beholde den beskyttende kåbe og kaldte ham herefter for Vand og han blev hendes tredje barn. Sådan skete det at Ild og Vand blev hinandens modsætninger.
Med tiden blev Almoderen ældre, alt imens hendes børn voksede. Luft, Ild og Vand voksede og blev større og større. Så en dag, fordi pladsen i vuggen var blevet så trang at børnene mens de legede i deres ungdommelige kådhed sønderrev hendes legeme. Da Almoderens krop bristede og til sidst gik itu, satte de dermed også hendes alvæsen fri. I fortvivlelse så de til, mens hendes ånd rejste sig fra sin skorpede og arrede gamle krop og drog op til stjernerne. Hvor hun nu langt om længe fandt sin rette plads. Fortvivlede af sorg over deres dåd, bad de Almoderen om tilgivelse og ønskede at hun også skulle sønderlemme dem så de kunne følge efter hende. Men Almoderen der så deres fortvivlelse græd også, for hun kunne ikke efterkomme deres bøn, da det ville smerte hende for meget. I stedet skabte hun af sin døde krop et nyt legeme, gav ham livet og kaldte ham for Jord. Hun bød ham skille Ild og Vand lige så de ikke længere kunne fortære alt, og bad ham tillige at binde Luft til sig. Da det altid havde været hendes ønske at de fire brødre skulle være sammen til evig tid, havde hun med sit sidste åndedrag givet alle himlens væsner kraften til selv at ånde. Det var sådan det gik til at Almoderens børn blev lige og Jord og Luft blev hinandens modsætninger.
Således skete det at hendes børn nu kunne lege frit for tid og evighed.
Igennem tiden, legede de fire elementer og skabte den verden vi lever i med alle de forskellige ting, skabninger og væsner som den indeholder, det var kun deres fantasi der satte grænser for deres store opfindsomhed. Luft skabte skyerne, de fire vinde, Øst, vest, Syd og Nord. Han skabte også hele verdens fugle og alle de andre flyvende skabninger. Ild, der var vild og utæmmet gav alle væsnerne, hans brødre havde skabt, luner og temperament, han skabte had og kærlighed. Han gav dem varme og gav dem evnen til at have følelser som han selv. Vand skabte alle havenes væsner, store som små, han gav dem evnen til at ånde der. Han gav regnen til verden så alle kunne se hans herlighed. Jord der så til mens hans brødre legede, fulgte det kaos der kom i kølvandet på deres gøren og laden. Derfor skabte han planter og træer, som de mange dyr og væsner kunne leve i. Han skabte føde til de sultne, men så til sidst at der ikke ville være plads til det alt sammen. Han måtte sætte alle verdens skabninger i orden som enten bytte eller jæger. I hans vished skabte han den balance der holder verden sund så alle har en trussel imod sin eksistens og alle truer mindst en andens.
Med tiden blev brødrene ældre og deres leg og adfærd ændrede sig. De trak sig tilbage for at se om verden selv kunne klare sig. De næste mange tusinde år morede de sig med dette for de så at det de havde skabt var godt. De mange væsner udviklede sig, men efterhånden gik det op for brødrene at kun få af deres skabninger var egnede til at færdes i den samme verden, nogle var for store, andre for små, nogle spiste for meget og igen andre for lidt. Naturen begyndte langsomt at sortere de uegnede væsner fra og de begyndte at uddø efterhånden som naturen af sig selv skabte balance i verden.
Efterhånden skulle elementernes humør ændre sig og det gik op for dem at de havde set det hele. De begyndte igen at kede sig. Til sidst skabte de et nyt væsen i fællesskab og gav det gaver som de hver især mente mindede om dem selv. Til sidst gav de væsnet selvbevidsthed og trådte så tilbage igen for at se hvordan det ville udvikle sig. Endnu engang morede de sig og fandt at eksperimentet var så vellykket, at de skabte nye væsner som de gav gaver og satte ind i verden. Sådan skete det at de tænkende væsner som Elverne, Menneskene, Dværgene og Orkerne efterhånden blev til. Der er ingen der i dag ved hvilken race der kom først, men de holder alle sammen hver især på at det var dem.
Underholdning var der nu nok af. De tænkende væsner begyndte efterhånden at spekulere på hvor de var kommet fra. Hvem der havde skabt dem og i deres undren gik det op for dem at noget der var overalt omkring dem havde stor magt og ideen om guder blev dannet. De fire elementer skabte så en række guder, som passede til de tænkende væsner forestillinger. Elementerne så til mens disse guder efterhånden fik mere og mere magt over deres tilbedere og hvordan deres styrke voksede. Disse guder viste deres magt overfor verdens skabninger så næsten alle de tænkende væsner troede at de var den største magt i verden, hvilket i dag stadig er den måde verden fungerer på. De fire elementer morede sig kosteligt. De syntes det var en god vittighed. Da de alligevel kun bekymrede sig om at lege og opretholde balancen i deres skabelse lod de verden passe sig selv. Hvilket ikke var særligt besværligt alligevel.
Druide sagn fra forums tid, skrevet på ubekendt tidspunkt.
Hønir, Lodir, Besla og Bures fortælling:
Hil jer, mænd af Hródgârs (udtales Hrodgars) slægt. Mine frænder, min Hird. Vi er Njordsmænd og krigere. I er som vi, også lærde i tradition og hverv. Skønt ingen af jer har samme fader, er i som vi født af samme æt og derfor vores ligemænd. Hør vor fortælling.
Så tidligt som fra vores fødsel af havde livet tiltænkt os det hårdt, for vores moder var forbandet. Nôrnarnä (udtales Nornerne) havde udstyret hende med en fæl skæbne og ville at hun skulle leve sit liv uden sin ægtemand, og vi derfor uden vores fædre. De havde bestemt at de skulle omkomme i strid førend vi blev født. Således ophøjet til Eynnhôrjar (udtales Einherjer) før vores fødsel kunne vi efter Njord tro og traditioner ikke gøre krav på vor fædrene arv og den blev derfor givet til deres egne tilbageværende levende brødre i stedet, for af dem at blive delt. Vores moder valgte i sin ulykke og til vores fortvivlelse, til sidst at springe ud fra klipperne der knejsede over bygden. For hendes skæbnetråd, der i vores verden kaldes for Nôrnâträd (udtales Nornetråd) var ikke længere. Hun kunne ved sin død sikre os beskyttelse og broderfæste i hendes egen slægt hos hendes fader, indtil vi var blevet voksne. Han skulle fostre os som sine egne sønner som Njordernes traditioner bød ham og optage os i sin Hirda (udtales Hird). På denne måde kunne vi trods manglende arvguld alligevel kalde os for mænd, da vores bedstefar havde et æret navn, han tilstod os at bære. Vi er derfor af Hródgârs (udtales Hrodgars) slægt.
Vi voksede derfor op i hans bygd, der på vores eget sprog kaldes for Freyjahêms Fjall (udtales Frejaheims Fjeld). Bygden ligger for enden af en lille fjord i midten af landet kaldet for Jöhtâns Fjardt (udtales Jotuns Fjord) med rig mulighed for at fiske. Fjorden selv var omkranset af fjelde og nåleskove, som også havde et rigt dyreliv. Freyjahêms Fjall var derfor en rig bygd og det var vores bedstefar også. Han havde råd til mange togter der kunne bringe ham endnu flere rigdomme til sine og dermed Ôdns (udtales Odins) efterkommere. Man skal rejse tværs over det store vand vi på vores sprog kalder Wärdans Vatn (udtales Verdens vand), der afgrænser rigerne Bravyn og Orduems nord vendte kyster, for at komme til Jöhtland (udtales Jøtland) der er vores hjemstavn.
Allerede som ganske unge, oplevede mine brødre og jeg at dyrenes og planternes Fylgjer der er vores ord for ånd eller sjæl, talte til os. De talte i hviskende tunger om gammel magi, om trolddom, forunderlige væsner og fantastiske eventyr. Vi var rædselslagne, for vi troede at de forsøgte at lokke vores Fylgjer til at forlade vores kroppe, så de ikke kunne finde tilbage igen. Da de ikke holdt op med at tale til os forsøgte vi blot at beherske os og holde det hemmeligt for vores frænder og trælle ved kun at trøste hinanden når vi troede os alene. Men en gammel vismand og druide havde alligevel overhørt os tale om vores rædsel og de fantastiske historier fra talende dyr og planter.
Han genkendte tegnene, for vi var blevet mærket af Almodrn (udtales Almoderen) og var en velsignelse. Mærket var hendes måde at udvælge Njordernes børn, hun ønskede skulle indvies i de gamle fortællingers hemmeligheder på. Den gamle druide Oiwêyn Svartakjogla (udtales Øjvind Sortenkogle) bad derfor vores bedstefar om tilladelse til at lære os Sejdmagi og druidernes levevej. En vis Njord ved at man ikke fornægter Almodrns druider når de beder om noget, for de kunne med blot en simpel sejdning forvandle frodige marker til gold jord, dræne fiskene af fjorden eller jage vildtet bort. Så han tillod derfor dette, men forlangte at vi stadig skulle stå til rådighed for hans Hirda hvis han bad om det. Vi måtte derfor både lære krigens kunst såvel som lære at respektere naturen og opretholde dens balance.
Vores mentor, eller Läràre (udtales Lærere) som vi kalder dem, viste os hvordan man praktiserer naturens magi og håndterer dens umådelige kræfter. I dette forekom det utroligt, men vi beherskede naturens kræfter på et intuitivt niveau der langt oversteg vores alders normale kunnen så han var ikke i tvivl. Almodrn havde berørt vores Fylgjer og vi var derfor velsignede, han mente at vi var forudbestemt til at skulle udrette store ting i verden.
Vi tilbragte mange år på at lære om naturen, dens luner og farer, men også om dens gavmildhed og frodighed. De gamle fortællinger fortalte om Almodrns børn der havde skabt verden og alle dens væsner, de fortalte os hvordan naturen var sat i orden, og hvordan alt havde sin plads. Dette gjorde at vi på et tidspunkt senere i vores liv opdagede at der manglede noget. Noget der forklarede vores eksistens og hvordan vi som mennesker havde kræfter til at udføre vores sejd gerninger. Derfor begyndte vi at søge nye mål og afprøve grænser, vi begyndte at stille spørgsmål og tvivle på vores lærdom. Vores Läràr (udtales Lærer) mente, at vi for at kunne forstå naturen omkring os, måtte stå denne periode af tvivl og forvirring igennem. Han valgte derfor ikke at lægge forhindringer i vejen for os, eller standse os i vores søgen. Han gav derimod slip og så os derfor vandre i hver sin retning, for at søge. Forsikret i sin viden om at naturen til sidst ville vise os vejen.
Vi vandrede i årevis mens vi lærte. Mine brødre og jeg fandt siden ud af at vi helt uafhængigt af hinanden, nogenlunde samtidigt var kommet frem til stort set den samme konklusion. Vi måtte, for at kunne tjene naturen og bedst værne om den, forsøge at beherske én naturkræft til fulde. Foruden at kunne anvende essensen af Almodrns almindelige gave, følte vi at vi manglede en del af os selv.
Frænder, jeg er Hôegnir (udtales Hønir), søn af Kjaortûn Ôdnsvän (udtales Kjartan Odinsven), søn af Snôrri Tveygir (Udtales Snørri Tveæg) men er af Hródgârs (udtales Hrodgars) slægt. Jeg er Njordsmand og jeg er kriger. Jeg er seer og druide, lærd i naturens medicin og gifte. Jeg er den ældste af fire brødre. Der skønt ingen af dem har den samme fader, er født af samme moder og derfor mine ligemænd. hør min fortælling.
Allerede som ganske ung ønskede jeg at lære så meget som muligt om naturen og de kræfter den besad. Jeg kunne vandre i dagevis af gangen rundt i skovene for at forstå det kaos der eksisterede omkring mig. Liv og død, at spise eller at blive spist, balance og kaos. Himlen var mit tag og jorden min seng. Jeg elskede blæsten, stormen og voldsomme uvejr. Jeg følte mig forunderligt fri og tæt på naturen, når Gjûdánm Tôr (udtales Guden Thor) i sin stridsvogn drog over himlen og svingede sin hammer Mjöldnyrr (udtales Mjølner). Jo mere vinden rasede, jo mere brusede livet på forunderlig vis igennem mit kød. Jeg vandrede i fjeldene så vel som i lavlandet, jeg vandrede i skúgârna (udtales skovene) såvel som på de åbne Aengjär (udtales Enge) hvor jeg rigtigt følte mig fri. Kun min slægt kunne holde mig hjemme, men hver dag jeg ikke var ude og leve livet var som en fæl evighed i Dybet. Jeg var på mine vandringer vidne til alle slags uvejr. De gav mig ønsket om at lære mere om de fantastiske kræfter der på engang fik træerne til at gro og samtidigt kunne vælte en hel skov. Elementet luft blev min skæbne.
Frænder jeg er Lóhdýrr (udtales Lodir), søn af Eygyl Blôtsvredä (udtales Eigil Blodsvrede), søn af Bjarnwuif dom Skäldvarna (udtales Bjørnulf den skælvende) men er af Hródgârs (udtales Hrodgars) slægt. Jeg er Njordsmand og jeg er kriger. Jeg er seer og druide, lærd i flammer og stål. Jeg er den næstældste af fire brødre. Der skønt ingen af dem har den samme fader, er født af samme moder og derfor mine ligemænd. Hør min fortælling.
Jeg har som en ægte Njordsmand yppet kiv, og ild er mit virke. Som ung var jeg ivrig for at lære, men endte ofte i uføre. Mine brødre sagde ofte, hvis jeg ikke sloges med mine frænder kunne man finde mig i smedien hvor jeg fascineret var optaget af de glødende kul og flammerne der sprang af essen ved smedens arbejde. Denne lidenskab for ildens temperament, har gennem årene givet mig mange kvaler. Som Jôthúnr Lôki (udtales Jætten Loke), Æesir Gúdarnâs (udtales Ase Gudernes) lumske banemand og Râgnaróks (udtales Ragnaroks) forløber, blev også jeg skyet af mine frænder. Kun smedens og min egen slægt ville mig det godt. Jeg blev af bygdens mænd ofte pryglet med kæp for mine mange ugerninger. Selvom mine brødre trådte imellem så ofte de kunne og svor de havde været sammen med mig andre steder, kunne de ikke beskytte mig altid. Jeg forstod aldrig hvad jeg havde gjort forkert, de lærte mig blot at mistro fremmede og folk som ikke forstod mig. Jeg trådte i lære hos Svart Smetädn (udtales Sortsmeden) og kunne nærmest intuitivt forme stålet efter behag og da faldt jeg til ro. Mit liv formede sig mere roligt og jeg kunne finde ind til min Fylgjes inderste væsen. Jeg kunne smede uden tanke og jeg skabte i essen en klinge fyldt med runer jeg ikke før havde kendt og jeg hengav mig til denne viden. Elementet ild blev min skæbne.
Frænder, jeg er Béslâ (udtales Besla), søn af Hâlgrymn dom Störmfyldja (udtales Halgrim den Stormfulde), søn af Thúrgyl Halfgÿrda (Udtales Torkild Halvgjord) men er af Hródgârs (udtales Hrodgars) slægt. Jeg er Njordsmand og jeg er kriger. Jeg er seer og druide, lærd i Läknans Gjernän (udtales Lægens gerning) og fiskeri. Jeg er den næstyngste af fire brødre. Der skønt ingen af dem har den samme fader, er født af samme moder og derfor mine ligemænd. Hør min fortælling.
Havet har altid haft en stærk tiltrækningskraft på mig og jeg har tilbragt en stor del af mit liv på dens bølger. Hvorfor begreb jeg aldrig, men jeg kunne finde en indre ro og en fred som jeg ikke har kunnet finde andre steder. Jeg kunne også stå på stranden og betragte stormens rasen uden at slå blikket ned. Selvom jeg ikke var den bedste til at fiske kunne jeg alligevel bruge timevis på havet med en snørre. Det faldt mig unaturligt as se børnene i bygden lege ved åløbene. En gang ændrede drengene på åens forløb, ved at dæmme op for den og jeg blev så vred at jeg skubbede dem i vandet og havde nær druknet dem i mit raseri. Jeg husker også en begivenhed som ung hvor jeg var på vandet. En flok af bygdens børn legede oppe i fjeldene da et klippefremspring skred ud under dem. Børnene tumlede skrigende ned af fjeldsiden og en efter en havnede de i vandet. Havde jeg ikke været så tæt på var de alle drunket. Jeg begriber ikke hvordan, men det lykkedes mig at redde dem alle. På forunderlig vis var det vandet der gav mig min styrke. Elementet vand blev min skæbne.
Frænder, jeg er Búrre (udtales Bure), søn af Hraelfdân Bötsbrúda (udtales Halfdan Bodsbroder), søn af Aeskyld dom Róliga (Udtales Eskild den Rolige) men er af Hródgârs (udtales Hrodgars) slægt. Jeg er Njordsmand og jeg er kriger. Jeg er seer og druide, lærd i Akkerbrúg (udtales Agerbrug) og Mâlmgrúvare (udtales Malmgraveri). Jeg er den yngste af fire brødre. Der skønt ingen af dem har den samme fader, er født af samme moder og derfor mine ligemænd. hør min fortælling.
Jorden er mit kald. Dens rolige væsen og dens gavmildhed min fortrolige. Dens evne til at kunne skænke mig en mæt mave mit mål. Den sorte muld mellem mine bare tæer beroligede mig og jeg kunne ved denne ro nyde naturen og livet omkring mig. Jordens arrede krop har siden tidernes morgen givet os, vores malm. Med denne gave kunne vi skabe redskaber og våben som vi kunne anvende til arbejde og strid. Som dreng skal alle Njorder finde deres hverv, De fleste træder i deres fædrende fodspor. Men som faderløs havde jeg ikke den mulighed. Jeg måtte finde min egen vej, og det faldt mig derfor naturligt at søge den hos mine nærmeste, mine brødre. Men min interesse eller kunnen for deres valgte hverv, var fraværende. Jeg forsøgte mig som jæger, som smed og læge. Men ingen af disse fyldte mig med en glæde værd at berette om, og det gik langsomt op for mig at min barndoms glæde ved jorden og dens gaver måske var mit egentlige kald. Jeg søgte derfor faget som bonde og fandt fred på marken. Som mine brødre, valgte jeg også senere at søge min lykke, for jorden gav mig ikke nok glæde alene. Jorden der stadig talte til mig, kaldte mig nærmere bjergene og til sidst fandt jeg det jeg søgte. Ved bjergets rod dybt nede i minerne fandt jeg igen glæden og roen. Elementet jord blev min skæbne.
Jeg er Hønir, jeg er Lodir, jeg er Besla og jeg er Bure. Vinden blæser idag i vores hår og havets vand glimter i vort skæg. Drâghae bótan (udtales Drage båden) er lastet og vi, beredt. Vi tager afsked med Jöhtland og vores bygd for at finde lykken. Hil jer forfædre, for vores fortælling er forbi.
Hønir, Lodir, Besla og Bure, skrevet umiddelbart inden afrejsen fra Njordlandet, nord for Bravyn..
En skæbne fra Bravyn:
Det begyndte ret roligt jeg blev født et stykke nord for Adien i en mindre landsby Syd Vest (SSV) for Sagiel i Bravyn. Denne landsby hed Breedum. I de første år var alt roligt jeg lærte hurtigt at løbe og gå, jeg var en frisk unge som altid løb rundt og kæmpede med pinde. Det var altid sjovt at løbe rundt med de andre børn fra landsbyen og lege, alle blev behandlet som lige folk. I landsbyen var vi Dais troende og det blev Jeg også.
Vi levede af det der var i skoven eller ved floden tæt på landsbyen, de voksne var nogle gange lidt urolige for at vi skulle i falde i vandet, så de sagde for det meste ”Hold jeg væk fra floden, den er farlig” men vi lyttede ikke. Men en dag fik det konsekvenser vi var 5 drenge der var løbet ned til floden og vi legede på en træstamme der var væltet over floden. Jeg blev skubbet og jeg faldt af træstammen og ned i vandet, de andre drenge løb efter mig og fulgte bredden og en løb efter hjælp.
Da jeg var kommet langt ned af floden så jeg pludseligt at der var et sted hvor jeg kunne komme ind på land hvis jeg var hurtig nok. Så jeg begyndte at svømme imod bredden og til mit held var der en gren der stak ud som jeg lige nåede at få fat i, jeg var træt men kunne godt komme op at vandet og da jeg havde lagt der udmattet på bredden af floden kom der en voksen løbende,
han havde været ude efter træ til landsbyen, og havde hørt de andre drenge råbe efter hjælp og til mit held så han mig og fik mig hjem til landsbyen. Da jeg kom hjem stod min mor og ventede og vi var alle glade. Jeg fik tørt tøj på og var hurtigt ude og lege med de andre igen. Der gik lang tid før jeg kom ned til floden igen uden en voksen så jeg havde fået mig en lærestreg og i de første uger efter gik jeg med de voksne og passede landsbyen. Livet gik videre og jeg blev ældre og stærkere og snart var jeg oppe i 10 års alderen. Nu gik det ud på at hjælpe mændene med det hårde arbejde og bevise hvor stærk man var, det gik meget godt for mig og jeg var ret stærk af min alder. Alle drengene trænede deres kampfærdigheder hver eneste dag, for vi drømte alle om at blive den stærkeste kriger i landsbyen. Det handlede om at træne meget og kunne bære tunge ting, jeg bar på ting som træstammer og sten og andre ting jeg kunne hjælpe de voksne med i min fritid. På den måde blev jeg stærkere og jeg blev set som en af de ”gode” drenge i landsbyen, jeg var glad for at være stærk men var ikke et konkurrence menneske så jeg holdt mig lidt for mig selv. Jeg blev stærkere og stærkere og blev tit trænet af de voksne i at kæmpe med at sværd, jeg brugte selvfølgeligt træsværd men der var nogle dage hvor jeg kunne træne med et rigtigt sværd ved at slå på træstammer.
Da jeg var i 14-års alderen startede et oprør længere nord på som blev skabe af en flok folk fra det gamle ottemanske rige der igen ville styre det rige som engang var Peradúm disse folk drog ned fra bjergende og slog sig sammen med nogle barbariske nomader fra Orduem og sammen hærgede de landende nord fra Bravyn. Nogle generaler fra hæren kom til vores landsby for at finde de bedste soldater som kunne gå i krig.
Alle der var 13 og over skulle tjekkes i deres fysiske styrke og deres kampteknik med våben og næver. Det var nogle hårde prøver og det tog flere dage men vi var alle spændte, og gjorde vores bedste for at komme i hæren da dette var vores barndoms drøm der kunne gå i opfyldelse. Jeg havde kæmpet hårdt og blev optaget, men jeg var ung og vidste ikke hvad der ventede mig. Jeg sagde farvel til min mor og ønskede hende hæld og lykke. Min far var også i hæren og jeg håbede på at møde ham for det var så længe siden jeg sidst havde set ham, han havde været i hæren i flere år nu.
Vi kom lidt nord for Sagiel på og jeg fik massere af nye venner, vi trænede hver eneste dag og blev stærkere og stærkere. Vi gik mod nord og kom ikke ret langt før vi nåede tæt på de Ottemanske soldaters grænse lidt nede i det nordlige Bravyn.
Vi kom tættere og tættere på og vi begyndte at snakke om hvor spændende det skulle blive, når vi nu skulle i kamp mod bønder for vi var jo soldater nu.
Vi nåede grænsen og var nu kommet til en lejr hvor der var flere hundrede mænd og unge fra alle landsbyerne omkring. Alle var uerfarende og var langt fra klar til kamp, vi skulle nu træne hårdere end vi havde gjort før og fik en rustning og et sværd som vi skulle gøre klar til krigen. Det betød at vi skulle pudse rustningen og sværdet og slibe sværdet så det blev skarpt, der gik et par dage i lejeren og vi følte os klar. Vi havde lært at gå i geled og vi havde lært nogle kommandoer og blev nu kaldt for rigtige soldater og ikke bønder. Vi drog i krig og der var kun et par dage til at vi ville nå det første sted vi skulle i kamp, som vi skulle snart kæmpe for første gang. Vi gik med højt humør og snakkede om vores hjem, som vi jo alle savnede så meget. Da vi nåede landsbyen som blev kaldt Anesia skulle vi belejre den, vi kunne høre bøndernes råb der kom bag de små træmure. De oprørske bønder var svagt bevæbnet de havde få sværd ellers så havde de høtyve og andre redskaber der kunne bruges til kamp.
Vi ventede et par timer imens vores spejdere prøvede at se antallet af bønder der var bag de små mure, det gik nu aldrig godt og efter lidt tid opgav generalerne og gav kommando til at gå i kamp. Vi kom gående imod byen og fik hurtigt ødelagt porten,
nu kunne vi se at bønderne var i undertal, Og det tog ikke lang tid før at de havde dræbt de første bønder. Jeg var meget overrasket over at se blodet der flød i store pøle og gjorde jorden rød, det var helt nyt at se døde folk der lå på jorden og mærke varmen fra deres døde kroppe. Normalt når man så lig der blev begravet i Breedum var de kolde og blege, men disse folk lignede levende mennesker. Det var anderledes at se de døde folk ligge på jorden, men det var krig jeg måtte komme over det for at overleve og det tog ikke lang tid før jeg opdagede at der nu ikke var nogen vej tilbage der ingen vej tilbage vi havde overtaget den første landsby Anesia og skulle snart længere mod nord.
Jeg så en af mine venner sidde på jorden og græde så jeg gik hen og spurgte om der var sket ham noget. Han så nu op på mig og sagde med tåre i øjnende at han havde slået en ihjel. Jeg kunne nu se hvad det var jeg var gået med til og min drøm om at være soldat blev nu ødelagt. Jeg klappede ham på skulderen og sagde ”det er et helvede at være her” jeg hjalp ham op og hen til lejren.
Jeg hjalp med at pakke ned i lejren, vi skulle videre.
Vi tog af sted et par timer efter og lod byen blive bag os, denne by lå i det nordlige Bravyn og nogle bønder der ikke var en del af oprøret var nu flyttet ind i Anesia.
jeg havde aldrig oplevet det hårde styre,
jeg havde kun set nogle mænd stå og snakke med soldaterne før min mor hurtigst muligt fik mig ind i hytten igen, det tog ikke lang tid før jeg så indså hvorfor jeg blev trukket ind i hytten det var nemlig denne brutale side jeg ikke skulle se.
Men jeg valgte af fri vilje at fortsætte, hvis jeg gik imod nord og kæmpede i det nordlige Bravyn ville de ikke komme til Breedum og mit fødested ville være sikkert. Jeg gik længere imod nord og kom snart til Bravyn’s nordlige grænse vi var snart ude af Bravyn og mod et nyt og ukendt område. Men nu var jeg i krig der var ingen vej tilbage intet at gøre. Vi gik lidt imod nord endu og da vi var få kilometer fra Bravyn’s nordlige grænse slog vi lejr. Vi fik til min skræk en besked om at de var gået bagom os og var nået længere sydpå så vi skulle tilbage igen, nu var jeg usikker på hvor langt syd de var kommet. Vi gik imod syd og der ventede os en grim overraskelse en flok barbarer fra Orduem og det ottemanske rige var gået ind i Bravyn og ville muligvis gå efter Sagiel vi skulle beskytte Sagiel med vort liv. Vi vandrede sydpå og kom efter nogle uger til Sagiel,
Heldigvis var vi kommet i tide og vi blev slået sammen med andre tropper.
Vi skulle nu i krig øst for Sagiel på åben mark, dette var dog skræmmende men vi blev klargjort og måtte med liv som indsats gå i krig. Da vi havde samlet hæren marcherede vi imod fjendens frontlinjer. Vi så fjenden stå på en bakketop og der havde de en stor fordel. De barbariske bønder fra Orduem var gode med nærkamps våben og distance våben, deres placering var deres fordel, vores fordel lå i at vi var i overtal og det var nu vi skulle bruge den.
Krigen begyndte og det var en hård kamp bare at komme op til dem, mange mistede livet til de Orduemske barbarer og de ottemanske krigere. Da vi endelig nåede deres front fik jeg et smil på læben, nu håbede jeg på at denne kamp ville få en ende og braterne ville vinde. Der gik et godt stykke tid men jeg nåede nu frem til de Orduemske barbarer og de ottemanske soldater og nu skulle jeg også dræbe. Dette var en af de første gange og jeg var usikker på om jeg kunne dræbe en mand,
men dette ændrede sig hurtigt da jeg så en af mine venner ligge på jorden med en barbar over sig.
Jeg løb som vinden og huggede så hårdt jeg kunne og til mit held ramte jeg barbaren lige i ryggen og han væltede ned på jorden. Jeg trak mit sværd ud og vendte hurtigt fronten imod fjenden, der var et held for nu kunne jeg se flere barbarer som muligvis ville have blodhævn. Jeg skyndte mig ind i mængden af folk, lig og blod, der stank så forfærdeligt på slagsmarken og synet man havde var underligt så anderledes, der var kun en masse mænd og lig der var smurt ind i blod, lydende var metal der ramte hinanden og sårede mænds smerteskrig. Det var en lang kamp og jeg kæmpede i flere timer og ved ikke hvor mange jeg slog ihjel men jeg var ikke den der dræbte flest det er jeg sikker på, jeg var ret ny men også godt trænet og til mit hæld overlevede jeg kampen.
Efter kampen kunne jeg se de skader vi havde lavet og kunne stadigvæk høre skrig fra sårede mænd der lå på jorden og jorden var rød af blod, dette var ikke det værste. Et par uger efter kampen kom der en besked til mig. Jeg kunne høre en general kalde mit navn ”Alkin!! Der er besked til dig”
jeg fik et brev hvor der stod: Der har en flok oprørske bønder som har angrebet landet imens du har været i krig, det er gået ud over din moder og hun er død. Det er det folk du snart skal kæmpe imod der har dræbt din moder, du ønskes hæld og lykke i kampens hede.
Jeg var chokeret over denne besked og var nu så vred at jeg ønskede død over fjenden.
Dette gjorde at jeg ville fortsætte kampen mod det gamle ottemanske folk og de barbarer fra Orduem. Jeg gik nu igen længere nordpå op til Bravyn’s nordligste grænse her skulle vi nu hjælpe med at få fjenden væk så Bravyn igen var fri for det Ottemanske rige og de Orduemske barbarer.
Det tog et par måneder på den nordlige grænse før at landet igen var under kontrol og nu var Bravyn igen et helt land, men krigen var ikke stoppet der skulle stadigvæk bruges soldater til at holde de Orduemske barbarer væk fra floden Peran. Jeg blev i krigen i et år hvor jeg de første måneder var med til at jage de Ottemanske soldater væk fra grænsen, resten af tiden brugte jeg på at gå sydpå til Sagiel og videre til Breedum min fødeby hvor de Orduemske soldater skulle have dræbt min moder. Da jeg kom til floden fulgte vi den og holdte de Orduemske barbarer væk fra bredden,
vi jog dem tilbage til de Orduemske sletter hvor de var væk fra Bravyn’s grænser.
Efter at have kæmpet imod de Orduemske barbarer og i sidste ende få dem jaget væk fra Bravyn sagde jeg til min general at jeg overvejede at trække mig fra hæren,
jeg ville tilbage til Breedum.
Derefter fortalte min general at der jo for et eller to år siden var kommet et brev hvor der jo stod at byen var blevet angrebet og min moder var død.
Efter alt den kamp havde jeg ikke tænkt på det og nu opdagede jeg hvad der var sket,
jeg trak mig og sagde farvel til hæren og selvom jeg gik alene nu blev jeg ved at træne mine kampfærdigheder.
Jeg gik mod min gamle landsby Breedum og da jeg kom til stedet var der ikke meget tilbage. Det der var tilbage var nogle træpæle fra de gamle hytter og så nogle sten fra bålet,
Der var stadigvæk det væltede træ som jeg legede ved da jeg var barn,
jeg gik rundt og ledte efter spor fra min moder men alt var væk, så jeg gik imod Sagiel Bravyn’s hovedstad og på min vej derop fandt jeg et tempel som tilbedte Dais. Jeg gik ind i templet og bad om lov til at bo der for en stund, og til mit held fik jeg lov. Jeg fortalte om min historie og om hvordan jeg havde boet som lille i en lille landsby hvor folkene var Dais troende og at jeg selv var og jeg fortalte om min oplevelser i krigen og bad om tilgivelse.
Der gik ikke længe før en præst godkendte mit kald på tilgivelse, præsten fortalte at Dais havde tilgivet mig.
Jeg trænede stadigvæk mine kampfærdigheder, og jeg studerede meget i templet, jeg lærte at læse og læste om mange fortællinger. Jeg læste om Bravyn’s historie og om de andre landes historier. Jeg blev klogere og klogere og endte med en ret høj intelligens, jeg trænede meget og læste og lærte også en del, en dag tog jeg en snak med en af præstene og hørte om det var muligt at blive tempelridder.
Præsten fortalte at man skulle bruge en velsignelse som han ikke kunne give, jeg skulle rejse til et tempel i udkanten af Sigel og spørge en af de højeste præster i templet.
Jeg takkede og gik derefter til Sigel og fandt templet, her spurgte jeg om lov til at blive et stykke tid og fortalte at jeg kom fra et andet Dais tempel,
jeg fik lov til at blive og takkede mange gange.Efter et par dage ved templet spurgte jeg den øverste om det var muligt at blive tempelridder.
Han sagde at der var nogle prøver som jeg først skulle bestå, disse prøver var for eksempel noget som at hjælpe mennesker i nød og beskytte handelsrejsende når de skulle fragte varer, eller noget som at hjælpe en præst med at sprede rygtet om Dais og hendes kærlighed og fortælle om Dais vores Moderjord. Jeg begyndte straks med at hjælpe og prøve på at bestå prøverne, det var sværere end jeg troede men det gik. Efter lang tid havde jeg bestået nogle af prøverne og var nu godt i gang med at blive tempelridder,
jeg sad stadigvæk og studerede når jeg ikke var på opgave, og når jeg ikke studerede trænede jeg.
En dag læste jeg om et grænseland med mange kulturer, her kunne jeg måske slå mig ned. Dette land var Adien og det lød perfekt, der var skønne bjerge og en masse forskellige folk og racer,
det var der jeg skulle hen. Jeg sagde farvel til overpræsten og han fortalte at jeg godt kunne gennemføre min træning som tempelridder, men før jeg gik, ville han give mig sin velsignelse. Jeg blev velsignet og der var en stor fest, jeg havde en god aften før og efter velsignelse. Jeg blev ved templet et par dage før rejsen, og da jeg rejste var jeg spændt på nye eventyr, jeg kom til Adien’s bjerge og efter et par dages vandring i de smukke bjerge kom jeg til en dal, Adien dalen. Her slog jeg mig ned og gik rundt i landet et stykke tid, jeg holdte til i byen og gik rundt i skove.
efter et par uger opdagede jeg Dais Elite camp. En flok Dais troende i Adien som der havde startet deres egen klan, jeg gik derhen og bankede på og sagde hvem jeg var. Jeg kom ind og snakkede med dem og fortalte min historie. Et par dage efter spurgte jeg om jeg måtte være med i deres klan og jeg blev taget imod med åbne arme. Jeg var glad for at jeg endelig havde fundet et sted at være og her var jeg lykkelig,
jeg bar nu i Adien og det er mit hjem.
Alkin, en søn af Breedum, skrevet på djævlekløften kro over flere nætter.
En dværgs beretning:
Jeg blev født og opvokset i en landsby, langs bjergene i Orduem, Kaldet Fjensork. Min far, Damlon Halmballe, forventede en masse af mig og ville have jeg skulle være soldat i den lokale bygarde. Han trænede og trænede med mig hver eneste dag, jeg var faktisk ret god, men jeg havde bare ikke lyst til at slås. Jeg ville være en minearbejder. Min far forstod ikke en brik, han sagde bare ”sønnike, du skal da være soldat ligesom alle dine forfædre”. Men det var bare ikke det jeg ville.
En dag havde min far fået nok! ”NU TAGER DU DIG SAMMEN”, sagde han. Jeg fik sådan et chok at jeg væltede bag ud og skubbede til den gamle marmor statue af min tip tip oldefar. Den ramte min far lige i hovedet. Og der lå han, helt bevidstløs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg turde ikke sige det til nogen, fordi jeg vidste jeg ville blive straffet, straffet hårdt. Min mor kunne overhovedet ikke lide mig i forvejen. ”Det skulle have været en pige!” sagde hun.
Lige oven over, hvor statuen stod, hang en økse. Øksen havde været min tip tip oldefars, ham som statuen forestillede. Øksen havde været som et slags barn for min far. Han havde sagt "Garnus, hvis du opfylder min drøm og bliver en kendt soldat, må du arve øksen!" Jeg snuppede hurtigt øksen og så flygtede jeg. Jeg pakkede nogle småting sammen og flygtede. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle flygte hen, jeg havde jeg ikke nogle venner eller familie. Jeg må tage til Alkana-skoven tænkte jeg. Den forbandede skov. Ingen tør og gå der ind tænkte jeg, så det gjorde jeg. Ud af byen, hen langs stien, forbi alle advarsels skiltene og så ind i skoven.
Efter et par hundrede meter begyndte jeg at fortryde min beslutning. Skulle jeg vende om? Jeg fortsatte længere og længere ind af den smalle, tæt bevokset sti. Man kunne tydeligt at se der ikke havde været nogle her i mange år.
Efter et par dages vandring i mørke, begyndte der at komme lys ind gennem træerne. Jeg begyndte at blive nysgerrig, så jeg luntede et godt stykke tid. Efter at have luntet så hurtigt jeg kunne på mine små, men muskuløse ben, i nogle minutter opgav jeg håbet om at finde liv, men så skete der noget. Slanke skikkelser med lange ører dukkede op mellem træerne. Det var skovelvere! JA, tænkte jeg. Endelig er jeg kommet ud af den mørke forfærdelige skov. Der er liv!
Jeg fortsatte langs stien ud på et åbent område. Mennesker, orkere og mange andre skikkelser dukkede op. Jeg begyndte at blive urolig for at der ikke fandtes nogle dværge, fordi jeg har aldrig haft det godt med andre personer end dværge. Så jeg gik op til den lokale kro for at spørge til råds. ”Goddavs du gamle”, sagde en rar kone ved disken. ”Skulle det være en øl?”, tilføjede hun. JA DA! Eller vent nej, ikke lige nu, svarede jeg. Selvom jeg altid kunne have en øl eller to, var jeg alt for nysgerrig til at drikke. ”Hvad hedder den her landsby?”, spurgte jeg damen. ”Adien”, svarede damen.
”HOV, hvem er det der nede”, spurgte jeg damen og pegede på nogle mænd som stod henne ved en flok døde orkere. ”Det er da de lokale dværge, de skaffer os gode resurser”, svarede hun...
Garnus Halmballe, skrevet en tid før fyrstens ankomst
Et sværds betydning:
"Hævn mig, Nuras! Hævn min død, og dræb den mand!"... Det var de sidste ord, som min far sagde før han døde. Han blev dræbt af den berygtede leje-morder, Rakil. Det hele startede, da min far blev ansat som smed. Vi levede i en lille landsby ved navn Yrakil. Vi havde levet der i omkring 17 somre, indtil at min far blev dræbt. Han stod og arbejdede, på en ganske almindelig efterårsdag, da der pludselig kom en mand ind i smeden. "Jeg skal have et sværd", sagde manden. "Ja.. Hvad skal det være for et slags sværd? Et en-hånds-, halvanden-hånds- eller et to-hånds-sværd?". "Eeh.. Det skal bare være et halvanden-hånds-sværd... Hvornår er det færdigt?". "Det kommer nok til at tage omkring 7 dage at lave det". "Okay. Så kommer jeg igen om 7 dage", sagde manden og gik med hurtige skridt væk. Manden kom som lovede 7 dage senere, for at hente sit sværd, og sværdet var også færdigt som lovet. "Det bliver lige 550 gly", sagde min far idet han rakte sværdet til manden. Manden tog sværdet, og tog sin hånd ned i sin pung. Han tog hånden op med lynets hast, greb om sværdet og stak klingen i brystet på min far. Jeg hørte min fars råb, og kom løbende så hurtigt jeg kunne. På vej derhen nåede jeg lige at se manden sprinte ind i skovens dyb, med blod dryppende fra klingen. Da jeg kom ind i smeden, så jeg min far ligge på gulvet. "Far?! Far?!! Hvad er der sket?!". Jeg smed mig ned ved siden af min far, tog min trøje af, og bandt den rundt om mit fars sår. "Hævn mig min søn! Hævn min død, og dræb den mand!". Han blev helt slap, og jeg lagde ham stille på jorden. "NEEEEJ!!". Det var sådan det skete. Det var starten på mit lange eventyr. Efter den dag, har jeg trænet hver dag, for at kunne hævne min far. Jeg har brugt de samme to sværd i 5 lange somre. To sværd, smedet af en afdøds hænder. Min fars hænder. For cirka 2 somre siden, kom jeg til en anden lille landsby ved navn Julihar. Dér fandt jeg en lille hus, hvor jeg fik lov til at bo. Ejeren af huset var en gammel mand. Efter at have boet der et par dage, var mig og den gamle mand blevet gode venner. Og en dag, da vi sad og snakkede, fandt jeg ud af, at han var en gammel kriger. "Har du været en gammel kriger?". "Ja. Selvom jeg ikke ser ud af meget, så kan jeg stadig bruge et sværd". "Kan.. Kan du måske træne mig? Jeg har brug for at blive så stærk som overhovedet muligt!". "Selvfølgelig kan jeg det", sagde han og smilede, "men til hvilket formål om man må spørge?". "Til at hævne min fars død", svarede jeg. "Hævn fører ingen vejne, min unge ven. Hævnen kan gøre dig blind. Blind af raseri. Så blind, at du måske vil komme til at gøre noget, som du vil fortryde". "Jamen jeg skal hævne min far! Jeg SKAL! Det er den eneste måde, at jeg kan få fred i sjælen igen!". "Jamen hvis det ikke kan være anderledes.. Så må det være sådan. Vi starter træningen i morgen tidlig". "Mange tak... Mester." De følgende dage blev meget hårde. Jeg trænede omkring 8 timer om dagen. Men jeg kunne mærke, at jeg blev stærkere for hver dag der gik. En dag sagde min Mester: "Du er blevet stærk, unge lærling. Nu har jeg lært dig alt hvad jeg ved. Du må nu fortsætte på egen hånd, hvis du vil være stærkere". "Mange tak, Mester. Jeg vil nu forlade dig, og drage videre på min færd efter hævn.." "Hvis det stadig er dit ønske at få hævn, så kan jeg intet gøre ved det. Held og lykke min unge lærling! Du får måske brug for det". "Mange tak, Mester." Jeg havde trænet hos min Mester i omkring 1 sommer, og nu gik turen videre. Jeg vandrede i flere dage, hvor jeg mødte orkere, gobliner og nogle få sortelvere. Sortelverne og goblinerne gjorde ingenting, men orkerne prøvede at angribe mig. De var kun 3, og jeg fik dem hurtigt dræbt med mine nye evner. Pludselig kom jeg til endnu en landsby. Jeg fik mig spurgt frem til byens navn, og fik at vide at den hed Adien. Jeg fandt mig hurtigt nogle nye venner der, en præst ved navn Halftar, en tyv ved navn Hama og to dværge ved navn Farnis og Garnus. Jeg har nu levet i Adien i nogle måneder, og er allerede faldet godt tilpas. Præsten Halftar overbeviste mig om, at Xahr var den "rigtige" gud. Jeg regner med at blive her i nogen tid, før jeg fortsætter min færd. Jeg fortalte Halftar om Rakil, og han lovede at han ville hjælpe mig. Et par uger efter at jeg ankom til Adien, forsvandt mine sværd på mystisk vis. Jeg har nogle teorier om hvem det er, og jeg er sikker på, at jeg snart vil finde dem igen. Den nuværende ejermand vil nok ikke kunne bruge sværdet på samme måde som mig. De er skabt til mig af min far til mig. De er lavet specielt til mig, og det gør dem unikke. Og når jeg finder dem vil jeg træne videre, så jeg bliver langt stærkere end Rakil. Og en dag vil jeg få hævn over ham. Om jeg så skal lede efter ham resten af mit liv!
Nuras, nogenlunde samtidigt som Garnus Halmballe’s beretning
Dæmoner i Adien:
Det var en kold dag i Adien. Mig og min ven, Halftar, gik rundt omkring i byen. Efter at have gået nogen tid, valgte vi at gå op i kroen og få en bid mad. Før vi overhovedet nåede at købe noget, kom en af vores venner, Garnus, løbende. "Karnis er blevet dræbt!" råbte han, "en dæmon er sluppet løs i Adien". Vi løb alle 3 hurtigt op til gerningsstedet. Der var en tyk tåge, der dækkede et stort område af skoven. Man kunne næsten ikke se en hånd for sig. Vi fandt hurtigt Karnis. Han lå helt stille på den kolde skovbund. "Karnis?! Karnis, er du der?!" råbte jeg. Intet svar. Halftar kastede sig ned på knæ og tog hurtigt sin hånd ned på Karnis. Han havde nogle få tåre i øjnene. Pludselig kom der liv i Karnis igen. "Hvad er der sket, Karnis? Passer det, at en frygtindgydende dæmon har dræbt dig?". Jeg talte stille til ham, så han kunne forstå hvert et ord. "J... Ja.. De.. Det passer..". Garnus tog ham op på skulderen, og bar ham hen til kroen, mens mig og Halftar fortsatte frem i tågen. Og pludselig stod der en kæmpe dæmon foran os. Han var noget af det klammeste jeg nogensinde havde set. Hans øjne lyste rødt i den tykke tåge, hans ene hånd lignede noget som kun Satan kunne have skabt, og hans latter. Hans onde latter var nok det klammeste jeg nogensinde har hørt. Han kom stille hen mod os. Jeg løb hurtigt forbi ham og slog ham. Halftar mumlede noget, og det så ud til at dæmonen led. Den løb hen mod mig, og skreg mig op i ansigtet. Jeg flygtede langt væk fra den. Efter lidt tid, tog jeg mig endelig sammen, og stormede mod den igen. Jeg ramte den igen, og den ramte mig. Jeg skreg af smerte. Jeg så Halftar smide sig ned på skovbunden. Han bedte helt klart til Xahr. Efter lidt tid forsvandt dæmonen i tågen. Pludselig kom fyrsten og fyrstinden gående med hele by-garten med sig. Vi fortalte dem om dæmonen, men de troede ikke på et ord. De skulle aldrig have ignoreret os. Dæmonen kom springende frem fra et træ, og angreb en af deres mænd, hvorefter den forsvandt igen. Fyrsten og fyrstinden var åbenbart fuldstændig ligeglad, og gik bare videre uden at tænke mere over det. Vi blev stående længe. Halftar havde det tydeligvist dårligt på grund af tågen, og jeg insisterede på at vi skulle gå videre. Men Halftar ville blive. Han ville åbenbart dræbe dæmonen, eller få den jaget ud af Adien. Han lagde sig igen ned på knæ og bedte til Xahr. "Vi kan gå nu", sagde han efter lidt tid, "Xahr har fortalt mig, at han er væk for nu, men at vi ikke skal glæde os for tidligt, og at vi skal passe på vore kære ". Vi gik hurtigt væk fra skoven. Da vi kom ud fra tågen, fik Halftar det med det samme bedre. Vi så ikke mere til dæmonen den dag.
Skrevet af Nuras, den anden vintermåned efter midtvinter 51 år efter sort-elvernes angreb
Dæmoner, hvorfor lige dæmoner?
En dag tidlig på formiddagen hvor jeg stod og snakkede med min gode ven Nuras, inde på kroen. Vi stod og varmede os ved pejsen. Pludselig kommer en af mine andre venner, Garnus haltende. Han var hårdt såret, det som ud som om han var ramt med nogle meget store klør! Krofatter kom løbende og skulle til at rense såret med noget sprut, men Garnus afviste ham bare og tog flasken med brændevin og tog en ordentlig slurk. Han var totalt i chok og fortæller os at der er en dæmon i skoven.. - og at Karnis, en mine andre venner - ER DØD! Mig og Nuras skynder os derhen, men bliver mødt af en tæt tåge. Jeg begyndte at få det meget dårligt, jeg blev svimmel fik kvalme og alt det der. Jeg fik kæmpet mig længere ind, og da så vi Karnis.. Hans mave var blevet flænset op. Udover det, så så det ud som om han sov, men det vidste jeg jo godt at han ikke gjorde. Jeg kastede mig ned på knæ foran ham, med næsten tårer i øjnende. Jeg åbnede min bog, sagde nogle ord, og healede ham lidt. Han kom op på benende og vi fik ham ud af den tætte tåge, han fik lidt øl. Også var han klar igen. Jeg tog en dyb indånding og bevægede mig ind i tågen igen. Jeg fornemmede noget ånde mig i nakken, jeg vendte mig om. Og så var det som om den løb rundt om mig! Jeg vendte mig om igen. Og der stod den! lige foran mig. Dens hud var helt rød, også havde den enormt lange klør i stedet for den ene hånd. Den var frygtelig at se på. Jeg åbnede bogen og prøvede at brænde den. Det gjorde tydeligvis ondt på den og den gik et par skridt tilbage, men så gik ilden bare ud, og sårede helede. Jeg forsøgte igen og det samme skete. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte lidt, og prøvede at holde den på afstand, ved at true den med bogen. Jeg kastede mig ned på knæ og bedte til Xahr. Jeg råbte at jeg manglede hjælp og at jeg virkelig var i nød. Pludselig forsvandt den ind i tågen igen. Jeg kunne mærke at faren ikke var ovre. Jeg kiggede forvildet rundt. I det samme kom fyrsten og fyrstinden løbende sammen med bygarden. Jeg fortalte dem hvad der var sket og at faren helt sikkert ikke var ovre. Fyrsten søgte dække lidt længe væk, sammen med to soldater. Jeg snakkede med Borr's ypperste præst. Pludselig stormede den frem igen. Den ramte og dræbte en af soldaterne. Den anden præst kastede sig ned og hjalp mens jeg prøvede at skræmme dæmonen væk igen. Den forsvandt ind i tågen igen, og jeg kastede mig ned på knæ for at bede til Xahr. Der gik lidt tid og jeg fik et mærkeligt sus i kroppen, så sagde en stemme til mig: "Den er væk for nu, men den vil komme tilbage. Glæd jer ikke tidligt, og pas på dine kære."
Da slog det mig! Vi må væk. Det kunne lige så godt have været mig den stormede frem og dræbte før. Jeg kaldte på Nuras og de to dværge. De kom frem fra tågen, Garnus stadig haltende. Jeg sagde at vi måtte væk, og at dæmonen kan angribe når som helst. Vi begyndte at bevæge os ud mod byen, og jo mere tågen klarede op, jo bedre fik jeg det. Vi satte os henne i kroen og fik en bid mad. Det var meget tiltrængt. På det tidspunkt havde jeg det helt fint igen.
Skrevet af Halftar, den anden vintermåned efter midtvinter 51 år efter sort-elvernes angreb