Adiens Historie

---

Adien og de omkringliggende lande

Da Kaostiden havde lagt sig, og den gamle verden var gået i glemme og ikke var andet end en skygge af sig selv, skabte guderne den nye ved at puste, som når man puster glas. Sporerne af denne bedrift kan stadig ses i gudernes bjerge. Det siges, hvis man når toppen af den højeste tinde, så kan man træde direkte fra de levendes verden og ind i gudernes. Adien er navnet på en dal der befinder sig midt i resterne af den gamle verden, omdannet af guderne til en massiv og ufremkommelig bjergkæde i dag kaldet for Gudernes Bjerge. Adien-dalen ligger mellem tre store riger kaldet henholdsvis Bravyn, Karlsstat og Orduem. Kongeriget Bravyn er Adien-dalens store nabo mod nord og vest, kejserriget Karlsstat mod syd og vest, mens de store stepperiger kaldet Orduem ligger åbne og vidtstrakte mod øst på den anden side af gudernes bjerge. Imod syd, hinsides Gudernes Bjerge ligger et fremmedartet og mystisk rige kaldet Silkeland. Dette land er rigt på eksotiske varer og handlen til de tre riger i midten er livsnødvendig. Handelsruten fra Silkeland er den eneste farbare vej der fører igennem bjergene og kun et sted samles den og det er i Adien-dalen. Da Adien-dalen er den eneste måde for de tre store riger; Bravyn, Karlsstat og Orduem, at handle med Silkeland og importere de eksotiske varer, er Adien et omstridt landområde. Men for at forstå Adiens historie og de stridigheder mellem de tre store riger, der i sådan grad har præget Adien, må man først forstå de andre rigers historie.

Peradûm

For længe siden, før historieskrivere kom til og kun sagn overlevede, blev riget Peradûm skabt. Området ligger i et naturligt rigt land langt mod syd fra Adien, hvor floden Peran har sit udløb. Grundet floden og den rige muld var der rigeligt med mad. Dette skabte for området en meget hurtig vækst i befolkningen. Dette folk levede længe i fred og fordragelighed med sine naboer, som bønder i det store Peran delta, der gav dem alt, hvad de behøvede. Denne sorgløse tilstand blev ved i over fem generationer, førend skæbnen endeligt blev bestemt for dette landområde. Dagen, der for tid og evighed skulle ændre riget, meldte sin ankomst om aftenen ved den røde skumringstid, kort før den mørke nat gjorde sit indtog under de sydlandske himmelstrøg. På denne nat brød himlen i brand. Himlen oplystes af bølgende rødlige, grønlige, blålige og lilla flammer der langsomt bevægede sig hen over himmelhvælvingen. Først mange hundrede år senere bliver dette fænomen af tidens astronomer døbt Nordlys. På denne nat blev et drengebarn født af en fattig bondekone ved navn Sira, og hun navngav ham Ferox.

Ferox voksede op i den lille landsby, der endnu ikke havde et navn men var kendt under tilnavnet landsbyen ved floden. Han lærte derved glæden og nødvendigheden af almindeligt hårdt arbejde, der måtte, som han så det, være grundstammen i et hvert samfund. Imens han arbejdede, vandrede hans tanker, og han funderede over indrettelsen af verden, dens fordele og ulemper. Ferox blev med alderen mere og mere klar over, at han ønskede sig mere. Mere af livet, mere for landsbyen, mere for sig selv. Det måtte være muligt at opnå mere.

Som tiden gik, voksede Ferox op, og det lille samfund udviklede sig. De begyndte så småt at handle med det, allerede dengang forunderlige og fremmedartede Silkeland. Skæbnen bød denne unge mand at blive til mere, da uoverensstemmelser over flodens og dermed også handlen med Silkeland førte den lille landsby ud i væbnede stridigheder med deres nabolandsbyer. Ferox sluttede sig til gruppen af byens mænd, der påtog sig opgaven at beskytte byen. Folket ved floden var et stolt folk tog de ikke let på sådanne opgaver og krigerne svor ved deres eget blod at de ville beskytte dem imod deres fjender med livet som indsats. Allerede i de første små sammenstød beviste den unge Ferox, at store bedrifter ventede ham.

Han anførte det ene heltemodige angreb efter det andet, og mange slag endte derfor med sejr. Det mest kendte af disse var det nede ved selve floden der var det endelige opgør der afsluttede striden. Det fandt sted på nogle flodpramme som før i tiden blev anvendt til at transportere kreaturer på, en smule længere oppe ad floden. Men ikke længere væk end landsbyens beboere stadigvæk kunne følge med inde fra strandbredden. Under denne kamp faldt Ferox i vandet, der allerede sværmede med Krokodiller. Fristede af lugten, havde de farvet vandet rødt af blod mens de mæskede sig i de faldne krigeres livløse kroppe. Skæbnen havde dog bestemt, at dette ikke var timen, hvor Ferox skulle forlade denne verden. En krokodille der angreb Ferox, lukkede sine kraftige kæber om hans ben, mens den forsøgte at trække ham ned i flodens dynd for at fortære sit bytte i fred. Det lykkedes Ferox i desperation med en opbydelse af alle sine kræfter at vride Krokodillens kæber af led, vriste sit ben fri for derefter at stikke sit bronzesværd i halsen på bæstet. Blodet strømmede ud i vandet fra det sted, hvor Ferox var faldet i og fjenden jublede.

Alle troede at Ferox var død og at kampen var tabt, så de flygtede i vild panik mange blev hugget ned mens andre sprang i døden til de frådende Krokodiller. Hvad ingen vidste var, at Ferox i mellemtiden havde sprættet bæstet op for at bruge dens hærdede krop som værn imod de andre Krokodillers snappende kæber og skærende tænder. Med den døde krokodille som sit kropspanser og sværdet i sin hånd kravlede Ferox op på fjendens store pram. Høvdingen for den anden stamme blev så rædselsslagen, da han så den bloddryppende Krokodillemand at han flygtede. Manden snublede over en af de faldne krigeres krop og faldt selv skrigende ned i den blodrøde flod. Dette blev enden på striden mod nabostammen og gav Ferox sejren. Tilbage i landsbyen blev han udråbt til byens høvding. Ferox besluttede at ende striden en gang for alle. Ferox marcherede mod fjendens landsby i sit nye panser og fredag d. 13 skulle slaget stå, en time før skumring startede slaget. Da dagen igen gryede, var riget Peradûm blevet skabt. Ferox havde sejret, og i sin triumf underlagt sig den anden landsby. Først senere fik han titlen som Khaisar, men var i den unge alder af 24 nu hersker over et rige. Med krigsbyttet begyndte Ferox, at opbygge sine landområder og sin landsby til handelsstad, og navngav den Peradôr, til ære for Peran, flodens gud. Med tiden voksede den og senere blev den kendt som den Khaisarlige hovedstad. Ferox byggede foruden dette et fornemt marmor tempel til Peran, der havde beskyttet ham og hans folk i striden med naboerne. Siden da skuede Perans Krokodilleansigt ud over hele Peradôr, en æresplads ingen anden gud blev givet.

Fra krigen der skabte hans rige havde Ferox lært meget, og brugte de næste mange år på at forfine Peradûms militær. Med tiden skulle den vise sig at blive den mægtigste verden havde set. Handel og håndværk blomstrede også op i denne periode, og Peradôr blev en utrolig rig by, der på mange punkter kunne måle sig med skønheden sejlet ind fra Silkeland. I Ferox tiende år, som hersker, opstod en ny strid. Andre byer længere mod nord fra floddeltaet så med voksende misundelse på Peradôrs opblomstring og rigdom. Otte af disse byer, dannede et nyt rige og trak grænsen til Peradôr op. Dette nye rige kaldte sig for det Ottemanske rige, hvor mænd fra otte byer blev brødre. Dette blev starten på de Peranske krige, der skulle varer næsten halvfjers år.

I starten af de Peranske krige, måtte Peradôr se sig slået den ene gang efter den anden. Den samlede styrke fra otte folkeslag var for mægtig til at Feroxs krigere kunne standse dem. Efter to års intense kampe, havde Peradôr mistet stort set alle sine landområder i nord. Peradôrs soldater havde dog tilføjet fjenden meget svære tab ved hvert eneste nederlag de havde lidt. Deraf udtrykket: ”Én Peradôriansk soldat er ikke i undertal førend han kæmper mod mere end ti fjender.”

Ferox var desperat og han måtte have hjælp. Til dels med rigdomme og gunstige aftaler fra Silkeland tilbød Ferox, høvdinge fra byer, der endnu ikke var involverede i krigen, beskyttelse imod Ottemanerne og ikke mindst vidunderlige gaver, i bytte for deres loyalitet og tilslutning til hans rige. Tilstrømningen af mænd fra disse byer, og den højt disciplinerede og grundige uddannelse på de Peradôrianske militærskoler, gav Ferox den drabelige og effektive hær, han havde brug for. Alligevel rasede krigen i mange år, til dels på grund af de Ottemanske banditter og lovløse der fortsatte med at hærge når hæren drog videre og til dels på grund af den store nation det Ottemanske rige var. Ferox måtte afgive mange soldater til at opretholde lov og orden i de erobrede områder. Med tiden vendte krigslykken og med en sidste dristig manøvre faldt den store fæstning Kra-tuhr, der beskyttede Ottemanernes hovedstad. Ferox kunne foran den jublende og sejrende Peradôrianske hær erklære landet frit og krigen ovre.

Selve slaget var et forfærdeligt blodbad, og ruinerne siges den dag i dag stadigt at være hjemsøgt flere tusinde år efter de Peranske krige. Efter at have besejret Ottemanerne ophøjedes Ferox til Khaisar af Peradûm der i bogstaveligste forstand betød Storkonge af Perans land. Fra de høje bjerge mod nord til de sydlige kyster med Peradôr, som kejserrigets perle, var Peradûm det største land, verden havde set. Ferox tog navnet Peranan, der betød søn af Peran som tilnavn, og indrettede dette rige med ham selv, som Khaisar i Peradôr, der nu var blevet til en kæmpe by. For foden af Perans tempel byggede Ferox et senat, der skulle huse en repræsentant fra hvert af de erobrede områder og byer der så i fællesskab skulle regere riget mens han så til og vågede over landets sikkerhed og velstand. Ferox skulle blive mere end hundrede og halvtreds førend han døde, og i tiden efter de Peranske krige oplevede hele landet større fremgang end verden endnu havde set.

Ferox trone gik i arv til endnu syv generationer af hans æt, hvor Peradôr voksede og voksede. Byen besad så stor ynde, at rygterne om dens skønhed og mystik tiltrak folkefærd og andre racer, selv Elverfolket fra de dybe skove i vest drog til Peradôr. Indrejsen af fremmede væsner gjorde sig også gældende i resten af riget. Specielt handlen og rigdommen blev kendetegnet for dette mægtige rige, men også skønheden og ikke mindst de berømte soldater havde betydning for fremgangen.

Denne fremgang gjorde også Peradûms fald det mere tragisk. For det skulle vise sig at være selv samme handel og rigdom der skulle blive dette riges undergang. Uenigheder om handelsrettigheder, fortjeneste og hæder udgjorde et større og større problem i den Peradôrianske hovedstad og senat. Riget skulle opleve en tid med bagvaskelse, korruption og hyppige mord af senatorer og mange andre fremstående medlemmer af riget. Det nu korrupte Peradôrianske rige blev i Leonard Peranans tid for ustabilt, og der udbrød borgerkrig. Som under de Peranske krige var det Otteman staterne mod nord, der var forkæmpere i denne fejde, og endnu en gang måtte Ferox Peranans familie trække våben for at genoprette freden i Khaisarriget. Leonard var dog ottende generation, og det legendariske Feroxianske blod var udvandet og tyndt. Det endelige slag kom til at stå på Orduem-sletten højt mod nord. Det blev et kort slag, for efter blot fire timer var den kejserlige hær drevet på flugt af Khufdingar Gharbaeks Ordumër krigere. Efterfølgende blev Leonard igen besejret af Khan Gharbaeks i Peradôr og riget Peradûm faldt. Resterne af Peradûm endte i flere blodige borgerkrige, der splittede det gamle kejserrige op i flere mindre eller mellemstore bystater. Peradôr blev hovedsæde i den største af disse, der blev et reelt kejserrige, da uroen har skabt stor frygt for demokratiske styreformer med senatorer. Fortællingerne om det enorme kejserrige, der levede i over et halvt år tusinde, influerer stadig mange på hele fastlandet, og alle regenter drømmer om at genskabe dettes store værdighed, ynde og rigdom.

Orduems oldtid

Ordumërne var et folkeslag, af barbariske nomader der levede af landet og rejste videre på hesteryg når sæsonerne skiftede. Ordumërne var berømte for deres vildskab, deres buekunst og præcision samt deres akrobatiske færdigheder på hesteryg.

Den første Khan af Orduems folk var uden tvivl Khufdingar Gharbaeks og hans Ordumëre, der udslettede stort set hele Leonard Peranans Peradôrianske hær. I de efterfølgende kampe der foregik mens Khaisar Leonard trak sig tilbage til Peradôr døde mange Peradûmere til Gharbaeks beredne barbarer. Da Leonard Peranan nåede tilbage til Peradôr forskansede han sig der. Byen faldt efter en kort belejring og Leonard blev skånselsløst myrdet og sat på stage mens byen blev plyndret. Khan Gharbaeks drog derefter igen nordpå hvor han slog sig ned på sletten der havde givet ham sejren over Peradûmerne. Her byggede han sin by og kaldte den Khar'thom. Han døbte sit rige Orduem, til ære for den glorværdige dag de hedenske guder havde skænket ham sejren. Ordumërfolket valgte at gøre det samme og gjorde Gharbaeks til deres første Khan, og indrettede et samfund, hvor man stadig kan finde elementer fra både det Peradûmske, men også fra det Ottemanske rige. Rigets hovedstad Khar'thom ligger blot få dagsrejser fra Kra-tuhr den berygtede og sagnomspundne spøgelsesplagede ruinfæstning. Khan Gharbaeks valgte at tage de hedenske guder tilbage, der i mere eller mindre grad minder om dem, der er kendt i Adien i dag.

Khan Harebaks skulle dog snart opdage, at den handel med Silkeland hans folk havde fået en forkærlighed for ikke længere var muligt via Peran-floden som tidligere. De mange forskellige bystater langs floden og deres handels skatter vanskeliggjorde dette. I sidste ende blev det dog bystaten Peradôrs fjendskab der skulle udelukke handlen. Derfor var det nødvendigt at finde et alternativ, da ingen ville undvære Silkelands goder og skatte. Dels ved held og dels ved tilfælde fandt man et pas gennem gudernes bjerge til dalen Adien, hvorfra en passage igennem bjergene førte til Silkeland.

I dalen gjorde Ordumërne dog en rædselsvækkende opdagelse. En kløft i dalen gemte på en grotte, der var så dyb at man kunne træde ind i Dybet, dæmonernes verden, og her skulle soldaterne for første gang støde på Dæmonologer, der dengang var primitive shamaner der tilbad dæmonerne som deres guder. Kampene var hårde og grufulde, men Ordumërne kunne efter et par år med voldsomme kampe til sidst udrydde dæmon tilbederne. De døbte af denne grund kløften Djævlekløften. Viden om grottens beliggenhed er med tiden forsvundet for ingen Ordumëre turde skrive om den. Adien dalen blev omdannet til en handelsstation. Men kort tid efter oprettelsen af denne rute skulle Khan Harbaeks krigere møde andre folkeslag, der ligeledes var interesseret i en dalen Adien, og dette møde skulle vise sig at blive mere blodigt end noget levende kunne forestille sig.

Karakteristisk for Ordumërfolkets samfund er en hierarkisk opbygning med én Khan, udvalgt af guderne som storhøvding i byens hovedstad, mens en Khufdingar udvælges som by og stammehøvding for landets øvrige byer. Da Khan Gharbaeks døde arrangerede Ordumërne et stort gilde til hans ære. Men festen endte i strid, for ingen kunne enes om hvem der skulle være den nye Khan. Ordumërnes Khufdingare kæmpede i tre dage om magten. Da solen stod op den fjerde dag stod kun fire mænd tilbage.
Én var bueskytte, en anden var spydkæmper, en tredje var sværdkæmper og den sidste bar en dolk, de fire traditionelle krigsvåben Ordumërne anvendte til krig. De fire mænd så det som et tegn fra guderne og lagde våbnene fra sig. De satte sig derefter ned og holdt rådslagning. De besluttede at riget skulle i fremtiden finde sin Khan. Den mand der kunne besejre alle andre Ordumëre i kappestrid i de fire traditionelle våben ville blive rigets Khan. Siden da har Ordumërfolket afholdt en fest til ære for den døde Khan, og for at guderne kunne udpege den nye Khan ved kappestrid. Den mand som står sejrrigt tilbage er gudernes udvalgte og bliver udråbt til Khan for Ordumërne og kan herefter kalde hele Orduem riget for sit.

Bravyns oldtid

Landet Bravyn var et samfund af spredte bygder, der havde forbindelse med hinanden gennem deres høvdinge og deres religion. Folket kaldte sig for Bratere, og en indbygger i Bravyn kaldes en Brater. Disse blev repræsenteret gennem høvdinge og den øverste høvding blev kaldet Konge. Deres troldkarle og religionskyndige blev kaldet for Koglere. Den største af disse var Ærkekogleren, der samtidigt udgjorde religionens ypperste præst. På denne måde var samfundets styre opdelt med religionen og det åndelige styret af troldkarle og Ærkekogleren på den ene side, og det jordiske og retslige styret af høvdingene og kongen på den anden side. Dette tidlige feudale bondesamfund levede i pagt med naturen og deres religionen tilskyndede dette. Derfor var de vigtigste højtideligheder også bestemt af solens og månens placering på himmelhvælvingen, som de byggede store hellige pladser til.

Irs, Ærkekogleren fik en vision fra guderne der påbød ham at bygge en magisk cirkel af sten fra de første bjerge, til ære for deres gavmildhed. Så folket havde et sted at samles om deres tro. Irs, forkyndte denne vision for kongen der med det samme gav ordre til at helligdommen skulle bygges. Guderne havde i visionen vist Irs, hvor den magiske stencirkel, skulle opføres. De havde også vist ham hvorhenne de hellige kampesten af de første bjerge kunne findes. Dette var på en lille ø kaldet for Avalon. Ærkekogleren Irs sendte derpå sine troldmænd af sted. Ud for at finde de gamle kæmper, for at bede dem om deres hjælp til opbyggelsen af pladsen. Efter flere års søgen fandt de endelig kæmperne, der indvilligede i at hjælpe med at flytte stenene og opbygge helligdommen og blev bragt tilbage til Bravyn.

Efter et halvt århundrede havde kæmperne kun fået flyttet de seks første af stenene og stoppede arbejdet. De nægtede at hjælpe mere med byggeprojektet for de havde ikke tænkt sig at være slaver af deres løfte et helt liv, de forsvandt i nattens mulm og mørke. Det var på denne måde kæmperne endte i Bravyn. Deres brudte løfte gjorde imidlertid Ærkekogleren Irs så rasende, at han selv hentede de manglende sten fra Avalon og byggede helligdommen færdig. Han anvendte det mystiske og glemte sprog, guderne brugte. Han påkaldte kræfter forbeholdt guderne og rejste i løbet af én nat helligdommen. Helligdommen skulle senere blive kendt som Sten Hænge.

Dette fredelige og velfungerende samfund eksisterede i endnu et hundrede år, førend et vildt folkeslag der kaldte sig Njorder, erobrede landet. Denne krig med Njordfolket afsluttede det Brateriske oldstyre og de indførte deres egen styreform. Ærkekogleren Irs forsvandt kort tid efter, at denne krig blev afsluttet, og var på den måde den sidste Ærkekogler af Bratersk herkomst og det sidste levn af deres oldtidssamfund.

Njordernes mægtige krigere havde brug for metal og kul til deres produktion af våben for at holde hæren samlet. Njordernes Kjungir, Olaf Kjartagil udstedte derfor en ordre, der tvang de resterende Braterske Koglere til at finde en udholdende og stabil arbejdskraft, der kunne arbejde i de Malmrige Bravynianske bjerge. Disse Koglere, der meget senere skulle blive kendt som alkymister og videnskabsmænd eksperimenterede på mange væsner. Mange af disse eksperimenter mislykkes og tog en Kogler med i døden andre igen gav uventede resultater af uoverskuelige konsekvenser. Det siges endog at Orken blev skabt på denne måde ved at krydse menneske og vildsvin, blandet sammen med magiske mixturer og besværgelser fra Braternes tid.
Efter mange mislykkede eksperimenter med at krydse forskellige racer med mennesker, lykkedes det langt om længe at skabe en krydsning mellem Kæmpe og menneske. De var lige så dumme og stærke som deres Kæmpe forfædre, men var ikke større end Njorderne. De ligner store mennesker med brede og muskuløse kroppe. Denne nyfundne arbejdskraft blev sendt ned i de farlige miner for at arbejde som slaver for det Brater-Njordiske folk. Da de var et menneskeskabt væsen betragtede man dem som ejendom og ikke frie væsner.

Det er ikke unormalt at høre gamle historier om halv-kæmper der slås i arenaer, arbejder i miner, flytter tunge ting osv. Efterhånden som halv-kæmperne fik børn, udviklede de også mere og mere intelligens. Efterhånden som deres intelligens blev større længdes flere og flere af dem efter deres frihed, og de begyndte at gøre oprør mod deres herrer. Flere og flere genvandt deres frihed og det siges i dag at der i Gudernes bjerge findes små skjulte enklaver at halvkæmpe samfund. En Halv-kæmpe kan leve i mange år, hvilket er den sidste del af deres arv fra deres kæmpe forfædre. Det er noteret i tidlige skriftruller at en halv-kæmpe opnåede at blive et hundred og fireogtredive år gammel. Det lader dog til at gennemsnitsalderen for dem snarere er et hundrede og ti. Den første halv-kæmpe der brød fri fra sin herre hed Garor Yurmalk. Han bliver af mange halv-kæmper i dag betragtet som den første frie halvkæmpe og dermed deres forfader, da ingen halvkæmpe født i trældom er en ægte halvkæmpe. Det er ikke usædvanligt at de ikke tror på de almindelige kendte guder, der ifølge Mange halvkæmper bare så til, da de overgreb og misbrug der skete mod dem, fandt sted. Derfor tilbeder mange halvkæmper hellere Garor Yurmalk som en slags Alfader for halvkæmperne. Da Garor Yurmalk senere døde blev de resterende frie halvkæmper spredt for alle vinde i store nomadiske flokke. Langt de fleste halvkæmper der fulgte Garor Yurmalk forsvandt i bjergene i deres søgen efter et sted at kunne kalde deres eget. Mens enkelte drog videre ud i verden til andre lande. Da Adien er et knudepunkt for rejsende er det ikke utænkeligt at man fra tid til anden kan møde en af disse forunderlige skabninger.

Efter halvkæmpernes flugt måtte man i Bravyn ændre samfundet så det igen byggede på mennesker i stedet. De to folkeslag Bratere og Njorder var efterhånden blevet så sammentømrede, at disse nu blot gik under navnet Breynjord. De er i dag et stolt folkefærd med en lang tradition for smukt og solidt håndværk. Deres religion og kongehus regerer stadigvæk landet efter den oldbraterske form, med et åndeligt og et royalt overhoved.

Karlsstats oldtid

Omkring et hundrede år før striden endeligt blev lagt på hylden i Adien-dalen, skete der en væsentlig ændring der skulle få stor betydning magtfordelingen i Adien ved krigens afslutning. En notorisk berygtet Dæmonolog kaldet for Karl den Grusomme, blev kontaktet af guden Adammo. D enne viste sig for Karl i en vision og lovede ham et stort og mægtigt rige i vest, med ham selv på tronen. Han skulle blot fornægte sine tidligere herrer og bekende sig til den sande tro.

Over en periode på flere måneder omvendte Karl en skare af sine mest betroede folk, uddannede dem til hellige krigere med sin nye Guds hjælp og overbeviste mange af Njorderne der kæmpede sammen med ham om at de var blevet vildledt. Da Karl og Tempelridderne var bekendte med Dæmonernes kræfter var det en overraskende let sag at besejre deres lakajer. I løbet af én eneste nat lykkedes det Karl og hans krigere at udradere alle dæmonologer i hele Adien-dalen. For de troende var blevet spredt og havde infiltreret alle ni cirkler af dæmonologernes styrker. Så en nat slog Karl til. Alle som Adammo ikke havde mærket med sit tegn blev skånselsløst dræbt og de ni cirkler blev udryddet. Adammo slørede Karl og hans tilhængere så de således kunne bevæge sig ud af Adien uden at blive set. Truslen fra Njorderne ophørte fra denne dag og man har ikke set en Njord landgang på nordkysterne siden.

Inspireret af det gamle Peradûm byggede Karl prægtige templer, store monumenter og smukke slotte i dette nye rige, som han navngav Karlsstat til hans egen ære. Adammo dikterede landets love for Karl og gav ham ansvaret for at lede Riget som dets Tzarr. Tzarren var ypperstepræst og hersker i en og samme person. Tzarr Karl kaldte sig herefter for Karl den første. Karls nye rige var dog også påvirket af Dal krigene og måtte nu se sig fjender med Sortelverne, der på grund af manglende fremskridt i Adien begyndte at se sig om efter andre muligheder for erobring. I mellemtiden havde Karl dog Adammos gunst og det lykkedes ham hurtigt at danne en alliance med Bravyn. Sortelverne måtte derfor til sidst se sig slået. De fik det ene nederlag efter det andet i kampen imod de sammensluttede styrker fra Bravyn og Karlsstat og Sortelverne måtte til sidst trække deres styrker hjem. Specielt Karlsstats Tempelriddere blev berygtede blandt soldaterne for deres nådesløse og voldsomme styrke. Karlsstat voksede sig hurtigt stort under Tzarr Karl, for ingen tvivlede på at han havde sin Guds gunst. Inspireret af sin gud, tilbød Tzarr Karl alle han besejrede at skåne deres liv, og gav dem syndsforladelse hvis de valgte at blive omvendt. Langt de fleste valgte at leve og langt de fleste af Karlsstats indbyggere kan derfor takke Tzarren for deres eksistens og for at deres gud er Adammo.

Da striden om Adien endeligt ophørte begyndte selv elverfolket fra de dybe skove langt mod vest at rejse, for at få del i rigdommen og varerne fra Silkeland. De måtte for at kunne nå Adien rejse den lange vej igennem Karlsstat og de oprettede derfor diplomatiske forbindelser til landet. Flere og flere elvere valgte at bosætte sig i Karlsstats store og prægtige byer, for elverfolket kunne kun bære en vis mængde af købmand i den lille dal, og Karlsstat tilbød dem andre muligheder for indtjening. Arkitekter, lærde, magikere, urtekyndige, alkymister og mange andre elvere med særlig viden blev over tiden en skattet del af landets befolkning. Denne tilskyndelse fra Karlsstats side kan ses i store dele af Karlsstats arkitektur, der bærer præg af elvernes ynde og smukke kunnen. Stålet fra Karlsstat er af samme grund berømt i dag for at være det fineste og stærkeste menneskeskabte i verden.

Det unge rige, der kun er omkring hundredeoghalvtreds år gammelt, er i dag et stort og mægtigt rige. Der stadigvæk er styret af Tzarr Karl den første, der således er det ældste nulevende menneske. Mange af hans børn har i dag vigtige poster i hele Karlsstat, og mange af hans børnebørn er ved at vise deres værd gennem Karlsstats militærskoler. Under sig har Tzarren ni Kurkarer. Disse er blevet udpeget af et ting, bestående af gesandter fra hele den gejstlige menighed. Hver af disse Kurkarer bestyrer et af ni Kardømmer, i daglig tale kaldet et Kar, der bedst kan oversættes til ordet stift, som Karlsstat er opbygget af. Det er disse Kurkarers pligt at vogte deres flok både i det åndelige men også i det verdslige. Tempelridderne dannede med Adammo og Karls velsignelse en orden af riddere, med navnet Adár-ordenen, for at kunne tjene deres herre og gud og beskytte de troende i landet. En ridder af Adár-ordenen kaldes derfor en Adár og flere kaldes for Adárer. Denne orden af riddere er kernen af Karlsstats militær i dag og de varetager al uddannelse og træning af soldaterne. I Karlsstat byggede Ridderordnen fem fæstninger, med kloster, skole og tempel. Her bliver børnene allerede fra en tidlig alder undervist i landets historie og religion og senere uddannet til soldat. For i landet Karlsstat er man først og fremmest troende og dernæst borger. Da det er enhver borgers pligt at tjene riget, skal alle mænd derfor tjene i hæren. Men det er kun de dygtigste og mest fromme der senere bliver optaget i selve ordnen og på denne måde kan kun de dygtigste krigere i Karlsstat nogensinde drømme om at blive Tempelriddere. De seneste år har der dog hersket en del tumult i Karlsstat, da kvinderne er begyndt at ønske ligestilling med mændene, de har skabt en bevægelse der kræver at også de må kunne tjene riget, som gejstlige såvel som borgere.

Adien

Kort efter, at Khan Harbaeks havde oprettet sin handelsrute gennem Adien-dalen til Silkeland kom horder af voldsomme og stærke krigere strømmende ind i landet. Folkefærdet var kendt som Njorderne og kom fra et land de selv kaldte for Johtländ, der lå hinsides de store sletter i Orduem, meget højt mod nord. Dette folk, af vilde krigere kom fra vidt spredte stammer i deres hjemland og var med deres bersærkergang en alvorlig trussel imod Ordumërnes soldater. Da de aldrig kunne være sikre på, hvordan disse vildmænd opførte sig i kamp var det vanskeligt at udvikle et fornuftigt forsvar imod dem. Alligevel lykkedes det for Orduems styrker at slå dem tilbage. Den eneste strategi der virkede var at vente på åben mark. Når de frådende bersærkere så angreb, kunne Ordumërne med deres behændighed til hest nedkæmpe dem med bue og pil.

Værre skulle det dog, som allerede kendt, gå for landet Bravyn, hvis eksistensgrundlag blev ændret af de vilde Njorder der efterhånden søgte andre plyndringsmuligheder. Fra Orduems Khan havde besejret de sidste Njorder til beskeden om en ny landgang havde nået ham gik der ofte ikke ret mange uger. Endvidere øjnede Dæmonologernes Cirkelledere muligheder i dette, og de allierede sig med de vilde Njorder. Dette gjorde at mange Ordumërske soldater og indbyggere måtte lade livet, fanget og ofret til Dybets dæmoner for at give shamanerne kræfter til at styrke Njorderne krigere. Disse Njord angreb varede ved i nær ved to hundrede år og det så ikke ud til at de ville stoppe.

I løbet af de samme to hundrede år blev Orduems soldater også uddrevet fra Adien-dalen for en anden fjende havde også gjort sit indtog. Orduem havde kun et ganske lille fodfæste tilbage i Adien-dalen på fortet, kaldet Ravnasbjörg som betyder Ravnas Bjerg. Dette var Orduems sidste forskansning i Adien og det bevogtede broen over floden og det pas der adskilte Adien fra Orduem og den uhindrede passage til Orduems sletter. En mystisk race af elvere, sorte som natten, med glødende røde øjne og silkeblødt hvidt hår havde gjort deres krav gældende om Adien-dalen. Ravnasbjörg faldt med tiden til Sortelverne efter en belejring der varede i månedsvis.

I mellemtiden havde tiderne havde dog ændret sig i Bravyn, for landet der på nuværende tidspunkt havde overstået halvkæmpeoprøret og var blevet et samlet folk under navnet Breynjord var også blevet opmærksomme på handelsruten til Silkeland og de muligheder for rigdom det affødte. Derfor begyndte de at udstyre deres egne hære til at erobre Adien-dalen. Deres enorme hære og de mange sammenstød de havde med Sortelverne gav imidlertid Orduem tid til at samle sine kræfter til deres eget forsøg på at erobre Adien tilbage.

Herved var banen kridtet op til voldsomme kampe mellem de stridende parter. Njorder og dæmonologer, Ordumërske soldater, Sortelvere, og hærene fra Bravyn. Disse krige skulle få stor betydning for Adien, der måtte opleve nedbrændinger og udplyndringer af landet og dets folk, som i forvejen levede kummerligt og endnu ikke var kommet sig over de tidligere krige imellem Orduem og Sortelvernes hærgen.

Sortelverne måtte i denne periode også selv opleve store nederlag, da de kom i nærkontakt med de krigeriske og nu frie halvkæmpers enklaver i bjergene. Deres tilstedeværelse gjorde det svært at få nok forsyninger frem til fronten. Til trods for halvkæmpernes styrke, blev Sortelverne med deres store magiske evner og kunnen ikke så svage at det måtte opgive deres vision om en ekspansion. Efter endnu halvtreds år med krig og blodige slag, der fyldte hele Adien-dalen var ressourcerne dog for alle parter udslukte, og en ende på de sidste tohundredeoghalvtres års krig måtte findes. Løsningen blev fundet da man afholdt et møde i djævlekløften, hvor hærførerne for alle de stridende parter efter flere ugers parlamenteren endelig enedes om en plan. Man opførte en kro kaldet Djævlekløften kro, der siden da har været et narturligt samlingspunkt for indbyggerne i Adien og de rejsende der passerede igennem dalen. Adien-dalen skulle nu og for tiden være et ingenmandsland, hvor alle kunne benytte handelsruten fra Silkeland og handle i fred og under sikre forhold.

Adiens indbyggere kunne nu begynde at genopbygge dalen og deres hjem. De indrettede deres samfund igennem tre poster; Bürgomeister (udtales Byrgomajster), Sheriff (udtales Sharyf) og Burggraaf (udtales Byrkgraaf), hvortil delegerede fra de tre riger blev udvalgt af Adiens folk. Bürgomeisteren har til opgave at sørge for Adiens velstand, vækst og er i effekt den lovgivende magt i Adien, mens Sheriffen har til opgave at sørge for Adiens sikkerhed og at lovgivningen bliver overholdt. I effekt den udøvende magt. Burggraafen har til opgave at sikre dalens indbyggere, så de bliver retfærdigt behandlet i henhold til lovgivningen, og han er i effekt den dømmende magt.

Således fortsatte livet i Adien i de sidste 50 år, hvilket bringer os frem til i dag. Der har dog i de sidste tre år ikke eksisteret noget reelt bystyre, og ingen kan forklare hvorfor de tre riger ikke har sendt nye delegerede. Adien har i samme periode været underlagt diverse magtbegærlige stridende, røvere og hærfører. Dette har imidlertid fået Karlsstat og Bravyn til at udvælge en fyrste af landet. Valget faldt på fyrsten af Talansar, der længe har vist sig som en god, ædel og retskaffen hersker. Derudover var han på god fod med både kongen af Bravyn og Tzarren af Karlsstat. Han er med sin kone og øverste hærstab og rådgivere rejst til dalen for endelig at bringe ro og orden til denne plagede dal.